Anmeldelser:
På tærsklen til fred?
Al-Aqsa intifadaen og freds-processen i Mellemøsten, en antologi, forlag Gyldendal, 2001red. Michael Irving Jensen, 283 sider, 199,- kr.
Historien om israelerne og palæstinenserne er historien om to jævnbyrdige
krigsparter der gensidigt provokerer hinanden til terror. Den opfattelse kan
man let få gennem medierne hvis man ikke kender baggrunden for konflikten.
Det billede bliver der rokket godt og grundigt ved med bogen "På
tærsklen til fred?" som er en antologi skevet af 17 universitetsfolk
og en enkelt journalist. De fleste af bogens forfattere er befriende præcise
i deres betegnelse af staten Israel som en kolonial besættelsesmagt der
udøver apartheid i forhold til palæstinenserne. Og lægger
ikke skjul på at deres sympati ligger hos det palæstinensiske folk.
I sin indledning trækker bogens redaktør, Michael Irving Jensen,
baggrunden for den nye intifada op som han forklarer som palæstinensernes
forsøg på at styrke deres position og ændre præmisserne
for kommende fredsforhandlinger. Han understreger at Israel er det eneste land
i verden som tillader sig - og af omverdenen får lov til - at føle
sig hævet over diverse FN-resolutioner og internationale konventioner.
Irving Jensen undrer sig over hvorfor Israel på trods heraf kan stå
i et gunstigt lys i omverdenen. Det er ellers såre simpelt: Imperialismen
er jo netop kendetegnet ved at tænke i interesser og ikke i menneskerettigheder,
og den euro-amerikanske imperialisme har en åbenlys interesse i at bevare
og derfor forsvare staten Israel som sin trofaste strategiske allierede i Mellemøsten.
Men Irving Jensen, og de fleste af bogens forfattere i øvrigt, skriver
ikke ud fra en antiimperialistisk tilgang, og det er en svaghed ved bogen.
Bogen kommer grundigt hele vejen rundt i forhold til den nuværende situation:
den ny intifada, den palæstinensiske økonomi, det palæstinensiske
selvstyre, Oslo-aftalerne, palæstinenserne i Israel, USA's rolle som mægler,
mediernes dækning, Jerusalem, fremtids- og fredsudsigterne.
Én utrolig spændende analyse af den ny intifada leveres af journalisten
Charlotte Aagaard. Hun noterer at det helt klart er de unge lokale milits-ledere
fra El Fatahs militære gren, Tanzim, der i dag har det palæstinensiske
folks opbakning og ikke Arafats korrupte selvstyre. Tre meget interessante bidrag
er samlet i kapitlet: De uløste problemer. Det handler om de tre konfliktområder
som alle 'fredsforhandlinger' strander på : flygtningespørgsmålet,
bosættelsespolitikken og Øst-Jerusalem.
I en vred og rystende artikel, "Det palæstinensiske flygtningespørgsmål",
skildrer Mahmoud Issa den zionistiske folkemordspolitik som den kom til udførelse
på tidspunktet omkring staten Israels dannelse i 1948, hvor 2/3 af palæstinenserne
blev rykket op med rode. Zionistisk militær invaderede de palæstinensiske
landsbyer og forlangte først at palæstinenserne gravede deres egen
grav, hvorpå de på stribe blev plaffet ned. Dannelsen af staten
Israel resulterede i flygtningestrømme der i dag tæller godt 5
mio.
I sin artikel "Det nødvendige opgør med de israelske bosættere"
skriver Søs Nissen om bosættelsesproblematikken. Der er i dag 200
bosættelser spredt ud over Gazastriben, Vestbredden og Jerusalem, tællende
350.000-400.000 israelske bosættere. Søs argumenterer for at den
israelske stat må tage et opgør med bosætterne, også
selvom det måtte medføre en kortvarig intern konflikt mellem israelerne.
Men så vidt denne anmelder har forstået er der ingen modsætning
mellem bosætterne og så den israelske stat. Er selve bosættelsespolitikken
ikke et led i den israelske stats strategi for etnisk udrensning af palæstinenserne,
jfr. det zionistiske princip, citeret i bogen: mest mulig jord og færrest
mulige arabere?
Christian Ulstrup skriver i sin artikel "Øst-Jerusalem - udviklingen
efter 1967" - detaljeret om Øst-Jerusalems udvikling efter den israelske
besættelse. Israels planer om etablering af et Storjerusalem drejer sig
ikke blot om kampen om en hellig by, men i lige så høj grad om
kontrollen over en strategisk vigtig region der har vital betydning for en kommende
palæstinensisk stat.
Det er ikke muligt her at yde alle antologiens 17 engagerede forfattere retfærdighed.
Man må læse bogen selv, hvilket der hermed opfordres til. Den er,
på trods af sin manglende antiimperialistiske tilgang, en vigtig og fagligt
kompetent bog som helt sikkert vil kvalificerere debatten og styrke den palæstinensiske
side i konflikten. Og så har bogen bagi en række gode kort, fx et
kort over Israel-Palæstina 1947-94, Gazastriben, Bantustaniseringen af
Vestbredden efter Oslo-2 aftalen, som i deres enkle grafik fremmer forståelsen
af en kompliceret og vigtig konflikt.
Irene ClausenInternationalt Forums Mellemøstgruppe
ALTID NOGET AT HENTE HOS PETRAS
En gammel antiimperialist taler ud om den nye verdensorden
Den aldrende amerikanske marxist James Petras har nu skrevet bøger om
imperialismen i mere end 30 år. Hans fokus har alle dage været USA-imperialismen
i Latinamerika, og der har altid været en del at hente. Senest i hans
analyser af, hvordan det lykkedes USA at sikre overgangen fra militærdiktatur
til formelt set parlamentarisk demokrati, f.eks. i Haiti, på en måde
så USA's interesser blev garanteret.
I en ny bog på dansk med titlen "Barbari eller befrielse i det nye
årtusinde" viser redaktøren Irene Clausen os hvor James Petras
står i den bredere diskussion om "den nye verdensorden". Han
når vidt omkring. Fra en barsk kritik af NGO-fænomenet over en hudfletning
af den såkaldte "tredje vej" i skikkelse af bl.a. Clinton, Schröder
og Blair, til en analyse af de store folkelige bevægelser i dag. Ikke
mindst oprørerne i Colombia og de jordløses bevægelse (MST)
i Brasilien tager han ind for at imødegå påstande om radikale
bevægelsers de-route i nyere tid.
Mest af alt ligner bogen dog et forsøg på at give imperialismebegrebet
ny energi. I modsætning til hans tidligere værker, er USA-imperialismen
skiftet ud med noget han kalder "den euro-amerikanske imperialisme".
Petras viser at det begreb kan bruges til lidt af hvert og fortjener en status.
Efter min mening går han dog galt i byen, når han vil bruge "den
euro-amerikanske imperialisme" som alternativ til "globalisering".
Globalisering dækker mere end hvad der er plads til i imperialisme-begrebet,
ikke mindst den økonomiske integration mellem de industrialiserede lande,
og f.eks. de globale årsager til markedsgørelse af nye områder,
såsom udliciteringer og privatiseringer i den offentlige sektor.
En anden svaghed ved bogen er den strengt sociologiske tilgang til "den
nye verdensorden", som betyder at Petras har for lidt at sige om, hvorfor
kapitalismen i et par årtier har været på vej ind i en ny
og i en vis forstand mere barbarisk fase.
Det ændrer ikke på at der også i dette tilfælde er noget
at hente hos Petras
Kenneth Haar
Bogen kan bestilles hos forlaget Solidaritet for 60 kr plus forsendelse på
www.solidaritet.dk