Den virkeliggjorte kapitalisme

Den virkeliggjorte kapitalisme
Det er nu ti år siden den såkaldte "virkeliggjorte socialisme" brød sammen i det, der dengang hed Sovjetunionen. Historien om socialismen begyndte i midten af forrige århundrede med en vision om et andet og mere retfærdigt samfund end det kapitalistiske. "Et spøgelse går igennem Europa - Kommunismens spøgelse", sådan lyder den første sætning i "Det Kommunistiske Manifest." Det var den herskende klasse, der så spøgelser. For arbejderklassen var kommunismen et håb om en frigørelse fra en måde at producere på som skabte elendighed og fremmedgørelse. Strategien var en kæmpende klassebaseret solidaritet mod kapitalismen. En solidaritet der også gik ud over nationens grænser. Den internationale dimension af strategien blev aldrig til virkelighed. En anden kraft i tiden - nationalismen - splittede oppositionen mod kapitalismen. Det franske, tyske og engelske socialdemokrati bakkede hver især op om deres nationale regeringers militarisme, nationalisme og kolonialismen. I stedet for kapitalismens død og verdensrevolutionen fik vi Første Verdenskrig og imperialisme.
Men i kampens tummel fik kommunisterne statsmagten i Rusland i 1917. Lenin håbede, at en socialistisk revolution i Tyskland 1918 ville sætte verdensrevolutionen på sporet igen. Det skete ikke, den tyske revolution led nederlag. Drømmen om socialismen blev derefter også i Sovjet koblet til nationalismen. Tredje Internationale blev indkapslet i "Kampen for socialismen i et land". Drømmen om socialismen blev til et "virkeliggjort" mareridt: Stalinismen.
I de nationalt baserede socialistiske enklaver, i en verden domineret af kapitalismen økonomisk og militært, kunne den socialistiske vision ikke udvikles og realiseres. Den måde man producerede på i Sovjetunionens fabrikkerne var reelt set ikke til at skelne, fra den måde man producerede på under kapitalismen. Den måde man styrede samfundet på var bestemt ikke mere demokratisk, end den måde de kapitalistiske lande blev regeret. Fabrikkerne, arbejdernes nedslidning og naturens ødelæggelse lignede til forveksling, hvad der gik for sig i den kapitalistiske verden. Folket i Sovjetunionen følte aldrig, at den nationaliserede statsejendom var deres fælles ejendom. De forblev fremmedgjorte over for statssocialismen. Sovjetstaten blev aldrig udtryk for et fællesskab. Folket og staten fjernede sig mere og mere fra hinanden Staten blev til en fjende.
Det lykkes altså ikke for Sovjetstaten i de 70 år den eksisterede at udvikle de visioner, som Marx havde om en socialistisk produktions- og styremåde. Man kan styre og regere med statsmagten oppe fra og ned. Statsmagten er et effektivt instrument når det drejer sig om at kappe hoved af folk, men statsmagten har sine begrænsninger, når det drejer sig om at forandre, hvad der er inden i folks hoveder. Sovjetstaten kunne ikke skabe det "socialistiske menneske".
Forklaringer er der nok af. Dels var kapitalismen mere sejlivet og mere dymanisk end kommunisterne havde forestillet sig. Den evnede til stadighed at omstille sig og inkorporere kritikken. Dels skabte strategien om den nationale vej til socialismen, en kobling mellem nationalisme og socialisme som nok på kort sigt virkede mobiliserende, men på længere sigt var det negativt for den socialistiske ide. Det nationale aspekt medførte, at fremgang i en kapitalistisk domineret verden var ensbetydende med at placere sig gunstigt i det internationale spil mellem verdens stater økonomisk og militært. Man kom til at spille efter kapitalismens regler - efter deres værdier og normer. Konfrontationen med de kapitalistiske stater økonomisk, politisk og militært forkrøblede socialismen. De militære pres på Sovjetunionen nødvendiggjorde en oprustning som begrænsede den civile økonomiske udvikling og skabte et autoritært bureaukratisk regime. Men det var ikke den kapitalistiske verdens militære pres, der bragte Sovjetstaten til fald. Det var den illusion Vesten nærede hos befolkningen i Sovjetunionen og Østeuropa om, at deres samfund hurtigt kunne blive en del af den rige kapitalistiske verden. Sovjetunionen faldt sammen indefra fordi sovjetborgere ikke længere troede på visionen om socialismen. I stedet var der fostret et håb om at blive del af den kapitalisme, man hørte rygter om og glimtvis så i reklamernes verden. En kapitalisme med forbrugsvarer i overflod, med ferierejser rundt i den store verden for almindelige mennesker, med frihed til at udtrykke sig, med demokrati og social tryghed.

Lige så virkelighedsfjern som propagandaen om "den virkeliggjorte socialisme" havde forekommet sovjetborgeren, lige så forkvaklet var forestillingerne om "den virkeliggjorte kapitalisme". Mange forestillede sig et liv som i reklamerne med biler, hårde hvidevarer, ferierejser, smart tøj, cola og fast food. De havde regnede med at få en social velfærd som i Skandinavien og et forbrug som den amerikanske middelklasse.
De havde overset det faktum at kapitalismen opdeler verden i fattige og rige. De havde glemt slummen i Manilla, Nairobi og Rio i deres billede af kapitalismen. De havde fortrængt, at USA's befolkning også består af de sorte i storbyernes slum og de fattige landarbejdere, for hvem det frie marked er et "virkeliggjort" mareridt.
"Den virkeliggjorte kapitalisme" har lige så lidt at gøre med den kapitalisme, der fremstilles i den liberale økonomiske teori, som "den virkeliggjorte socialisme!" havde at gøre med den socialisme, Marx beskrev. Den liberale økonomiske teori fremstiller kapitalismen som et system, der regulerer sig selv som med en usynlig hånd, en kapitalisme, der skaber demokrati og frihed. Et kapitalistisk marked, der skaber gensidige fordele for alle og som dermed gør alle rigere. Sådan er realiteterne ikke, der er ingen nødvendig eller lovmæssig sammenhæng mellem kapitalisme på den ene side og demokrati og velstand på den anden side. Tværtimod - i det omfang, der er demokratiske træk og velstand i det kapitalistiske system, er det tilkæmpet på trods af systemet.
Borgerne i Rusland og Østeuropa fik ikke den rigdom, de havde håbet på. Tværtimod blev de tidligere industrinationer forvandlet til råstofproducerende koloni-økonomier. Nogle få blev ganske vist styrtende rige, men de fleste blev fattigere. "Den virkeliggjorte socialisme" ligger tilbage som et halvt opløst kadaver, symboliseret ved ubådskatastrofer, økologiske sammenbrud og udbredelse af narko og prostitution. På liget er der vokset en "virkeliggjort" kapitalisme frem. "Kommandoøkonomien" er afløst af en blanding af primitiv vare-bytte-økonomi og røverkapitalisme.
Man kan håbe, at de bristede forventninger til det frie markeds velsignelser kan føre til en ny politisk bevidsthed om tingenes rette sammenhæng. Og man kan frygte, at krisen fører til et højrepopulistisk styre i det land i verden, der besidder den anden største atomare slagstyrke.

Det er nu ti år siden den såkaldte "virkeliggjorte socialisme" brød sammen i det, der dengang hed Sovjetunionen. Historien om socialismen begyndte i midten af forrige århundrede med en vision om et andet og mere retfærdigt samfund end det kapitalistiske. "Et spøgelse går igennem Europa - Kommunismens spøgelse", sådan lyder den første sætning i "Det Kommunistiske Manifest." Det var den herskende klasse, der så spøgelser. For arbejderklassen var kommunismen et håb om en frigørelse fra en måde at producere på som skabte elendighed og fremmedgørelse. Strategien var en kæmpende klassebaseret solidaritet mod kapitalismen. En solidaritet der også gik ud over nationens grænser. Den internationale dimension af strategien blev aldrig til virkelighed. En anden kraft i tiden - nationalismen - splittede oppositionen mod kapitalismen. Det franske, tyske og engelske socialdemokrati bakkede hver især op om deres nationale regeringers militarisme, nationalisme og kolonialismen. I stedet for kapitalismens død og verdensrevolutionen fik vi Første Verdenskrig og imperialisme.
Men i kampens tummel fik kommunisterne statsmagten i Rusland i 1917. Lenin håbede, at en socialistisk revolution i Tyskland 1918 ville sætte verdensrevolutionen på sporet igen. Det skete ikke, den tyske revolution led nederlag. Drømmen om socialismen blev derefter også i Sovjet koblet til nationalismen. Tredje Internationale blev indkapslet i "Kampen for socialismen i et land". Drømmen om socialismen blev til et "virkeliggjort" mareridt: Stalinismen.
I de nationalt baserede socialistiske enklaver, i en verden domineret af kapitalismen økonomisk og militært, kunne den socialistiske vision ikke udvikles og realiseres. Den måde man producerede på i Sovjetunionens fabrikkerne var reelt set ikke til at skelne, fra den måde man producerede på under kapitalismen. Den måde man styrede samfundet på var bestemt ikke mere demokratisk, end den måde de kapitalistiske lande blev regeret. Fabrikkerne, arbejdernes nedslidning og naturens ødelæggelse lignede til forveksling, hvad der gik for sig i den kapitalistiske verden. Folket i Sovjetunionen følte aldrig, at den nationaliserede statsejendom var deres fælles ejendom. De forblev fremmedgjorte over for statssocialismen. Sovjetstaten blev aldrig udtryk for et fællesskab. Folket og staten fjernede sig mere og mere fra hinanden Staten blev til en fjende.
Det lykkes altså ikke for Sovjetstaten i de 70 år den eksisterede at udvikle de visioner, som Marx havde om en socialistisk produktions- og styremåde. Man kan styre og regere med statsmagten oppe fra og ned. Statsmagten er et effektivt instrument når det drejer sig om at kappe hoved af folk, men statsmagten har sine begrænsninger, når det drejer sig om at forandre, hvad der er inden i folks hoveder. Sovjetstaten kunne ikke skabe det "socialistiske menneske".
Forklaringer er der nok af. Dels var kapitalismen mere sejlivet og mere dymanisk end kommunisterne havde forestillet sig. Den evnede til stadighed at omstille sig og inkorporere kritikken. Dels skabte strategien om den nationale vej til socialismen, en kobling mellem nationalisme og socialisme som nok på kort sigt virkede mobiliserende, men på længere sigt var det negativt for den socialistiske ide. Det nationale aspekt medførte, at fremgang i en kapitalistisk domineret verden var ensbetydende med at placere sig gunstigt i det internationale spil mellem verdens stater økonomisk og militært. Man kom til at spille efter kapitalismens regler - efter deres værdier og normer. Konfrontationen med de kapitalistiske stater økonomisk, politisk og militært forkrøblede socialismen. De militære pres på Sovjetunionen nødvendiggjorde en oprustning som begrænsede den civile økonomiske udvikling og skabte et autoritært bureaukratisk regime. Men det var ikke den kapitalistiske verdens militære pres, der bragte Sovjetstaten til fald. Det var den illusion Vesten nærede hos befolkningen i Sovjetunionen og Østeuropa om, at deres samfund hurtigt kunne blive en del af den rige kapitalistiske verden. Sovjetunionen faldt sammen indefra fordi sovjetborgere ikke længere troede på visionen om socialismen. I stedet var der fostret et håb om at blive del af den kapitalisme, man hørte rygter om og glimtvis så i reklamernes verden. En kapitalisme med forbrugsvarer i overflod, med ferierejser rundt i den store verden for almindelige mennesker, med frihed til at udtrykke sig, med demokrati og social tryghed.