Informationssamfund, globalisering

og andre imperialistiske fabler

af James Petras

Oversat og redigeret af Irene Clausen

Den nordamerikanske sociolog, James Petras, går her kraftigt imod

imperialistiske fabler om ’globalisering’ og ’informationssamfund’ der

skulle betegne en afgørende ny fase i kapitalismen/imperialismen.

Annvendelsen af begrebet ’globalisering’ i stedet for det marxistiske

begreb imperialisme tjener til at fjerne den klasse- og

undertrykkelsesbetydning som ligger i imperialismebegrebet. Ifølge Petras

er det en skrøne at de nye informationssystemer har betydet en en tredje

industriel revolution som går ud over den traditionelle kapitalisme

hvilken han forsøger at dokumentere med henvisning til USA's økonomi. Der

er tværtimod tale om et forsøg på at putte en intellektuel teknologisk

glose på den euro-amerikanske kaptitalismes imperialistiske ekspansion.

Mange teoretikere hævder at kapitalismen er gået ind i en ny global

udviklingsfase hvor revolutioneringen af og væksten i informationssystemer

er hovedbestanddele af den Tredje Videnskabelige Revolution. Kapitalens

globalisering er produkt af og årsag til revolutionen i

kommunikationsteknologierne. Nogle forfattere har argumenteret med at de

nye informationssystemer har bragt os ud over den traditionelle

kapitalisme. Information som ’kapital’ beskrives som drivkraften i

økonomien og samfundet deraf begrebet ’informationssamfund’.

Teorien om en ny kapitalistisk epoke som konsekvens af et revolutionært

gennembrud baseret på en teknologisk revolution i kommunikationssystemerne

er en tiltrækkende tangegang for mange og synes at reflektere sund

fornuft. Trods alt har praktisk talt alle større økonomiske virksomheder,

uddannelsesinstitutioner, sociale og kulturelle organisationer og mange

hundretusinder husholdninger en computer.

Mens teorien om en ny fase i den kapitalistiske udvikling, baseret på en

teknologisk revolution, er blevet promoveret vidt og bredt og slugt af

forfattere på både højrefløjen, venstrefløjen og midten, så er det

empiriske (erfaringsbaserede) belæg for teorien et åbent spørgsmål. For at

underbygge deres argumentation, fremfører fortalerne for den Ny

Kapitalisme at den teknologiske revolution har transformereret

kapitalismen i den forstand at der er udviklet en ny dynamisk tvang for

udvikling af produktivkræfterne, nemlig at produktiviteten er øget

væsentligt gennem de sidste årtier; at computeriseringen af økonomien har

øget produktiviteten overalt i økonomien; at den ny teknologi spiller en

dominerende rolle i den totale økonomi.

Hvis en Tredje Videnskabelig Industriel Revolution har fundet sted, som

det påstås, hvordan ser den så ud i sammenligning med den Første og Anden

Videnskabelige Industrielle Reovlution, set ud fra indflydelsen på den

samlede økonomi?

Et tredje diskussionsemne er påstanden om at de nye informationssystemer

har skabt en ny global økonomi i hvilken nationalstaterne og de nationale

økonomier er blevet overflødige. Hvis det er sandt som denne artikel

hævder at informationsteknologierne ikke har revolutioneret økonomien

hvad er der så tilbage af påstanden om at informationsteknologien har

frembragt en ny fase i en globaliseret kapitalisme? Her er det vigtigt

med kritiske øjne at undersøge opfattelsen af de multionale selskaber som

globale hvis ejerskab og funktion ikke længere er nationalt baseret. Det

tredje ben i teorien om en ny global kapitalistisk orden er opfattelsen af

at nationalstaten er blevet erstattet af staternes internationalisering

hvor nationalstaten er blevet til en anakronisme (som hører til en

tidligere tid).

I de følgende afsnit vil hvert af disse argumenter for en Ny Global

Kapitalistisk Orden blive kritisk analyseret. I slutafsnittet vil en

opsummering blive forsøgt, hvor det siges at den nuværende periode ikke er

en periode med dynamiske, teknologiske gennembrud. Der er snarere tale om

at de nye teknologier er blevet taget i anvendelse af de store

nationalstats-systemer hvilket har ført til øget centralisering af og

indflydelse til de nationalt baserede, multinationale selskaber og til

opmuntring af den imperialistiske, militære aggression, f.eks. gennem

højteknologisk luftbåren krigsførsel. I stedet for at se nutiden som en

epoke med en Tredje Teknologisk Industriel Revolution, så lever vi faktisk

i en periode hvor de nye teknologier har givet øget liv til og sat skub i

de mest tilbagestående kræfter inden for den gamle kapitalistiske orden,

nemlig finanssektoren og militæret.

Myten om den Tredje Teknologiske Industrielle Revolution

Hvis vi virkelig levede i en ny økonomisk orden baseret på nye

informationsteknologier, så måtte man vel også forvente at disse

teknologier ville få betydelig indvirkning på væksten i produktiviteten.

I tidligere tider, under den første og anden industrielle revolution, da

dampkraften, elektriciteten og forbrændingsmotoren (the internal

combustion engine) blev opfundet, udviste produktivitetet en markant

stigning. Det samme er imidlertid ikke tilfældet hvis man ser på væksten i

produktivitet i USA over det sidste halve århundrede.

Mellem 1953-1973, voksede produktiviteten i gennemsnit med 2,6%; mellem

1972-1995, voksede produktiviteten blot med 1,1% (Martin Wolf, "Not So New

Econony", Financial Times, aug. 1, 1999, s. 10).

Informations-’revolutionen’ revolutionerede helt klart ikke produktionen.

Faktisk, kunne den end ikke holde produktionen oppe på tidligere tiders

niveau og var ikke i stand til at modvirke tendenserne til kapitalistisk

stagnation som man har siden 1970-erne. Tilhængere at teorien om den

Tredje Videnskabelige Industrielle Revolution argumenterer med at den

virkelige ’start’ på informationsrevolution daterer sig til midten af

1990-erne, idet de henviser til væksten i produktivitet på 2,2% mellem

sidste kvartal af 1995 og første kvartal af 1999. Mens dette tal godt nok

er væsentligt større end produktionsraten mellem 1992-1995, er det stadig

under vækst-tallene for 1952-1973 perioden. Desuden er det meget tvivlsomt

om væksten i produktivitet kan henføres til den teknologiske revolution.

En nyere artikel af Robert Gordon som analyserer væksten i produktivitet

(mellem 1995-99) rejser seriøs tvivl ved Den Tredje Industrielle

Revolutions påstande (Robert Gordon, "Has the New Economy Rendered the

Productivity Slowdown Obsolete", June 1999,

http;//faculty-web.at.nwu.edu/education/gordon/researchhome.htm).

Ifølge Gordon kan kun 30% af den 1% stigning der fandt sted i

produktiviteten gennem 1995-99 tillægges computerisering eller den

såkaldte ’informationsrevolution" hvilket næppe betegnes som en

revolution!

Et endnu bedre modargument mod tesen om den Tredje Videnskabelige

Teknologiske Revolution er Gordons overbevisende argumentation om at det

meste af væksten i produktiviteten som man tillægger computeriseringen,

finder sted inden for fremstillingen af computere! Årsagen hertil er at

computerne ganske enkelt har erstattet andre former for kapital. Ifølge en

undersøgelse af nyere dato, er væksten i computer-investeringer, set i

forhold til andre investeringer, steget med en faktor på 10 i perioden

1990-96. Erstatningen af én form for kapital med en anden fører ikke

nødvendigvis til øget produktivitet i den samlede økonomi.

Det basale mål for en teknologisk revolution er det man kalder

’multi-faktor-produktivitetet’, dvs stigningen i udkomme (output) pr.

enhed af alle slags udkomme (output). Det basale spørgsmål som stilles af

tilhængerne af den Teknologiske Videnskabelige Industrielle Revolution er

ikke hvorvidt computerne har revolutioneret produktionen af computere men

hvordan den såkaldte informations’revolution’ har påvirket de andre 99% af

økonomien. Ifølge Robert Gordons langvarige studier af teknologiske

fremskridt for perioden 1887-1996, var det i perioden mellem 1950-64 at

man opnåede de maksimale tekniske fremskridt, som de manifesterer sig i

den årlige multi-faktor-produktivitets vækst; her opnåedes nemlig en vækst

på 1.8%. Perioden med laveste multi-faktor-produktivitets vækst i

århundredet var perioden mellem 1988-96, med en vækst på ca. 0,5% vækst

(en halv procent) (Robert Gordon, "US Economic Growth Since 1870: One Big

Wave", The American Economic review, maj 1999).

Det er indlysende at de teknologiske fornyelser i starten og midten af det

20. århundrede var langt mere signifikante som kilder til økonomisk

produktivitetsstigning og vækst, end de elektroniske, computeriserede

informationssystemer i slutningen af det 20 århundrede.

Computer-fabrikanterne står for 1,2% af USA's økonomi og kun for 2% af

kapitalbeholdningerne (1997). Når de store selskaber bruger kæmpe beløb på

computere, er det stort set for at erstatte gamle computersystemer. Der er

intet belæg for de påstande som fremsættes af tilhængere af den Tredje

Videnskabelige Industrielle Revolutions teori: Der har ikke fundet en

Tredje Videnskabelig Industriel Revolution sted i hvert fald ikke set ud

fra empiriske målinger af produktivitetsstigninger i USA's økonomi. Trods

det voldsomt stigende forbrug af computere, så forbliver USA's

produktivitets-formåen langt under det niveau den lå på i før-computer

æraen 1950-72, ja faktisk er den årlige multi-faktor produktivitets vækst

i perioden 1988-96 den laveste i de sidste 50 år. Endnu mere signifikant

er det at vækstraten mellem 1950-1996 har været stadig faldende: mellem

1950-64 steg den årlige multi-faktor produktivitets vækst ca. 1.8%; mellem

1964-72 steg den med 1.4%; mellem 1972-79 voksede den med 1.1%; mellem

1979-88, med 0,7% og 1988-96, med 0,6%.

I modsætning til hvad tilhængere af teorien om den Tredje Videnskabelige

Industrielle Revolution hævder, så kan de nye informationssystemer have en

negativ effekt på produktiviteten for så vidt som de trækker en

uforholdsmæssig stor del kapital væk fra mere produktive aktiviteter og

fodrer og styrker ’service’ aktiviteter som hindrer produktivitetsvækst,

fx i form af spekulative finansielle investeringer. Som et minimum kan man

med sikkerhed hævde at de nye informationssystemer ikke kan modvirke de

langsigtede tendenser mod kapitalistisk stagnation. Der er altså ikke tale

om at de nye teknologiske informationssystemer udgør en afgørende kilde

til fantastisk kapitalistisk vækst, men snarere at de er en form for

underordnede elementer i en større konfiguration af kapitalistiske

institutioner især finansielle som influerer på deres brug og

anvendelse.

Myten om kapitalismens nye Revolutionære Informations Alder har imidlertid

tjent mange politiske formål. For det første er det et forsøg på at putte

en intellektuel ’teknologisk’ glose på den euro-amerikanske kapitalismes

imperialistiske ekspansion (altså fjerne det imperialistiske magt-indhold

og fokusere på teknologien, ic). Drivkraften i hvad man kalder

’globalisering ’ tillægges de ’revolutionære’ konsekvenser af elektroniske

informationssystemer som opererer hen over de nationale grænser.

Informations-revolutions -analysen gør de gamle marxistiske kategorier til

analyse af kapitalistisk ekspansion-imperialisme forældet. Dominansen af

de nye internationale informationssyster skaber, ifølge tilhængerne af den

Teknologiske Videnskabelige Informations Revolutions-tankegang en

’global’ økonomi, en ny global fase i den kapitalisiek udvikling. Efersom

vi har argumenteret for at der ikke har fundet en sådan ’teknologisk

revolution’ sted, i hvert fald hvad angår væksten i produktivkræfterne,

hvad kan vi så gøre ved argumenterne for en ’global økonomi’ og ’globale

selskaber’, som er tvetydige terminologier der tilslører magtrelationerne

i verdensøkonomien.

Myten om det globale multinationale selskab

Et nyere empirisk sammenlignende studium, foretaget af Doremus, Kelley,

Pauly og Reich, der har undersøgt nordamerikanske, tyske og japanske

multinationale selskaber, fandt frem til at hvad angår investeringer,

forskning og udvikling så blev det store flertal af beslutninger taget i

de multinationale selskabers nationale hovedkvarterer (Paul Doremus,

William Kelley, Louis Pauly, Simon Reich, The Myth of the Global

Corporation (Princeton: Princeton University Press), kap. 5).

Hvad angår forskning og udvikling i de multinationale i USA, viser

forskerne at 88% af de totale forsknings- og udviklingsudgifter

effektueres i ’hjem’ landet, og kun 12% i oversøiske filialer.

Teknologisk udvikling er centraliseret i de multinationale selskabers

nationale hovedkvarterer. På de andre kerneområder i de multionales

strategi, såsom direkte investeringsbeslutninger og inter-firma handel,

finder forskerne frem til at prioriteringen af de nationale

hovedkvarterer er dominerende. Forfatternes opdagelser og konklusioner

benægter myten om det ’globale’ multionale selskab og påviser deres bånd

til nationalstaten og deres centraliserede nationalt-baserede

beslutnings-strukturer. Mens de multinale producerer i mange lande og

opdeler operationer og produktion på mange forskellige steder og

regioner, så ligger den centraliserede kontrol og profit inden for

nationalstaterne.

Begrebet ’globalisering’ tilslører de imperialistiske magtforhold

Den multionale kapitals imperialistiske, ikke ’globale’ karakter og

dominansen af de USA-baserede multionale selskaber i den ’nye’ økonomi’

fremgår klart af nyere data, publiceret i Financial Times (Financial Times

(specielt tillæg), januar 27, 1999). En undersøgelse af 500 førende

selskaber viser USA's imperiale magts himmelflugt. Af de 500 top

selskaber, ejes 244 eller 48%, af USA, 173 eller 35% er europæisk ejede,

og 58 eller 23% er asiatisk ejede (heraf er 46 japanske). Det er absurd at

tale om ’globalisering når ejerne og direktørerne i de fleste store

selskaber og banker som kontrollerer de internationale pengestrømme er

fra USA. ’Globalisering´er under disse omstændigeheder en ideologi som

skaber uklarhed omkring og tilslører den virkelige magts strukturer og

dominans.

Koncentrationen og centraliseringen af kapitalen styres fra nogle

mega-finansielle sammenslutninger og investeringsgiganter. Af disse er 11

ud af de 15 absolut største på verdensplan USA-ejede. Af den samlede

profit i verden går den absolut største del også til virksomheder i USA: i

1990 hjemtog USAs multionale selskaber 36% af verdens profit, mens USA

multinationale selskaber i 1997 øgede deres andel til 44% af verdens

profit.

Det mest slående bevis imod opfattelsen af en ’gensidigt afhængig global

økonomi’ og til fordel for en imperialisme-analyse, er naturen og

konsekvensen af de økonomiske kriser i 1997-99 (og de fortsatte kriser).

Mens Asien, Latinamerika og Afrika led under alvorlige recessioner

(tilbageslag) og faldende levestandard, og katastrofale stigninger i

arbejdsløsheden, så ekspanderede USA's multinationale, både hvad angår

indflydelse og resultater og rækkevidde. Det der var en økonomisk krise i

den såkaldte Tredje Verden, udgjorde et økonomisk boom i USA's oversøiske

firmaer, og i et ikke før set omfang. Over 50 mia dollars blev fra USA

dirigeret mod opkøb af virksomheder i Sydkorea, som tidligere ejedes af

koreanske investorer.

Det er ikke en teknologisk-videnskabelig-computer dreven revolution som

har ført til ’globaliseringen’ men snarere en politisk-økonomisk og

militær ekspansion som har skabt en ny USA domineret imperialistisk

verdensorden.

Drivkraften bag den USA-europæiske ekspansion skyldes ikke en

ikke-eksisterende informations- revolution men militær magt og klasse

krigsførsel ’fra oven’. Verden i dag står over for to hoved-fakta: den

uindskrænkede brug af militær magt fra USA's side i kampen om global

hegemoni og et intensivt euro-amerikansk angreb på alle socio-politiske

hindringer der ligger i vejen for de multinationale selskabers ekspansion.

USA-NATO bombningen af Jugoslavien, de fortsatte luftangreb på Irak,

missil angreb på Somalia og Afghanistan, udvidelsen af NATOs medlemsstater

til også at omfatte lande ved den russiske grænse, inkorporationen af 23

nye ’klienter’ som NATO-’fredsassocierede’, USA's uimødesagte hegemoni

over Vesteuropa via NATO er indikatorer på USA's øgede militarisering og

ensidige udøvelse af rollen som verdens politimagt.

Informationssystmer, computerisering og elektroniske medier spiler en

vigtig og underordnet rolle i betjeningen af den imperialistiske magts

behov. Pentagon-planlæggere bruger computere direkte til at bombe (ikke

altid præcist) for at opnå militære mål. Det multinationale selskaber

bruger computere til overføring af betalinger til opkøb af oversøiske

firmaer. Den såkaldte ’computer-revolution’ er ikke andet end et nyt

redskab til fremme af historisk, imperialistisk indflydelse. Tværtimod at

nedbryde nationale grænser, øger de den imperialistiske rækkevidde af

hegemonial magt og styrker opdelingen af verden i imperialistiske og

dominerede lande, og mellem kreditorer og debitorer, spekulatorer og

lokale pruducenter.

USA's globale selskaber er blevet hjulpet langt mere ved

klasse-krigsførsel imod USAs arbejdere end ved noget

videnskabelig-teknologisk gennembrud: nedskæringer i velfærd, uretfærdig

skat, selskabssubsidier, afmontering af arbejdspladsernes velfærdsgoder

som sundhed, pension, etc. Alt dette har skabt så profitable betingelser

for USA-busines hjemme og oversøisk som ikke set før.

Konklusion:

Der er kun ringe økonomisk holdbarhed i argumentet at der har fundet en

videnskabelig-teknologisk informationsrevolution sted. Transformationen af

kommunikationssystemerne har ikke hævet produktiviteten i den generellel

økonomi eller blot vendt faldet i produktiviteten. Myten om den

Teknoligiske Videnskabelige Industrielle Revolution som drivkraft i

globaliseringen har tjent som ideologisk cover der tilslører

USA-imperialismens fremmarch og den USA-europæiske kapitals ekspansion

baseret på klassekrigsførsel og imperialistiske krige. De nye

informationssystemer der er spændt for de imperialistiske institutioners

økonomiske og militære interesser, har bidraget til kapitalens bevægelser

og til opnåelsen af militære mål. Det er de økonomiske og militære

interesser og magterhaverne som skaber brugen og anvendelsen af

informationsteknologier og ikke omvendt.